Shelter malet og med sidedør på klem.
Vedligeholdelse af shelter

Træ er et levende materiale, der bevæger sig

Når du køber en miniSHELTER er det håndlavet i frisk træ – så køber du også et produkt der kan ændre sig på kort tid. Ikke at det bliver ringere – tvært i mod. Oftest vil træet være hentet i skoven kort tid før forarbejdningen. Det betyder, at vægten af træet ofte er ret høj. Med tiden, efterhånden som træet tørrer, vil dit shelter blive lettere. Det kan i tørretiden forekomme, at der kommer harpiks ud af træet og sidder som en klat, der nemt fjernes med en kniv, når det er tørret ind.

Indvendig træTræ med harpiks

I forbindelse med tørringen, kan træet slå sig. Steder hvor en samling var perfekt, kan det komme til at gabe flere millimeter. Kalmarbrædderne på siderne kan løfte sig en anelse med tiden. Noget kan klares med en ekstra skrue, noget “bevæger sig tilbage igen” i fugtigt vejr og andet skal man blot se som en charme. Det har intet med holdbarheden og funktionaliteten at gøre. Det er normalt, at træ ændrer form og farve med alderen. Kalmarbrædderne vendes som er på de lodrette sider med træets "kerne" indad. Der er dog mange meninger om dette spørgsmål. Nogle foretrækker det også anderledes af æstetiske årsager. Vi montere gerne efter dine ønsker, men ellers som standard med retsiden ind på lodrette beklædninger. På billederne af luksus modellen her på siden vender retsiden ind. En miniSHELTER er et stykke håndværk, hvor balancen mellem det rustikke, naturlige og lidt rå materialevalg er afbalanceret med præcision og sans for detaljer. En miniSHELTER er lavet “af naturen – til brug i naturen”, med det formål at passe ind i omgivelserne. Det skal bruges. Efter kort tid er der sand på gulvet og fugleklatter på taget. Det giver derfor ingen mening at pudse og polere over alt. Træet er råt. Det giver dog god mening at pudse de flader og kanter man oftest kommer i berøring med, så det er selvfølgelig gjort. Gulvet er pudset helt glat.

Behandling med træbeskyttelse

Man kan vælge ikke at behandle træet overhovedet. Shelteret vil holde forholdsvis mange år alligevel, da shelteret er konstrueret i tynde dimensioner, der hurtigt tørrer efter regn.

Alle miniSHELTERS er dog forbehandlet ved levering. Ønske du det ikke skal det oplyses ved bestilling. Rå træ vil ændre farve, når det er ubehandlet, og der kan komme sorte “skjolder” som sætter sit helt eget særpræg. Mange synes det er flot, andre ikke. Man kan altid give shelteret træbeskyttelse senere. Det er dog anbefalelsesværdigt at behandle shelteret udvendigt fra begyndelsen af hensyn til holdbarheden. Vil man gøre ekstra ud af det, er det en smal sag at løsne kalmarbrædderne, så man kan behandle træet bagved og på bagsiden af kalmarbrædderne. Husk at sætte kalmarbrædderne på plads på de oprindelige steder igen, da det ellers kan være svært at få det til at gå op, så samlingerne mellem de inderste brædder er dækket. Sæt eventuelt en blyantstreg langs brædderne øverst og nederst (med mindre der males med heldækkende træbeskyttelse, som dækker stregerne!), inden kalmarbrædderne afmonteres.

Maling af minishelter med olie
Hvilken træbeskyttelse

Jeg anbefaler, at man anvender en blanding af halv trætjære og halv lindolie – uden sundhedsskadelige svampemidler som Fungicider tilsat. Man skal dog være opmærksom på, at lugten fra trætjæren først forsvinder efter flere uger (eller man bør måske nærmere sige “duften” – for mange kan rigtig godt lide den!). Det er ikke en god ide at anvende trætjære indvendig i shelteret; dels bliver duften ved i meget lang tid, dels kan det smitte af på tøjet. Og så er det på ingen måde nødvendigt. Den indvendige side, som aldrig bliver våd vil – selv ubehandlet – holde i rigtig mange år. Der findes mange andre træbeskyttelsesmidler, som kan være lige så gode. Det er langt hen ad vejen en smagssag.

Indvendig shelter træ opbygning
Græstag på shelteret

Har man græstag på sit shelter, er der flere forskellige metoder man kan anvende. Det nemmeste og billigste er almindelige græstørv man selv graver op og lægger på. Dette har en tendens til at visne i tørre perioder om sommeren, hvis ikke man vander. Alternativt kan man købe flere forskellige blandinger af græs og blomster, beregnet for græstage, som kan klare lange, tørre perioder. Taget er konstrueret til at holde vægten af fem centimeter jord plus regn og sne. Fyldes mere på, er det vigtigt at man om vinteren rydder taget for sne, inden det sætter ind med tøvejr. Der medfølger en membran, som der kan lægges græstag direkte ovenpå.

Shelter med græs på taget på en natur plads

Græstag holder varmen ude om sommeren og der er dejligt stille indendørs i regnvejr.